Kasper skal udfordre og lære
SønderjyskE har hentet den nye assistenttræner Kasper Christensen i Tønder
SønderjyskE går ind til den nye sæson med en ny assistenttræner, der er hentet hos de gamle ærkerivaler TM Tønder.
Kasper Christensen har dog fået opbakning til skiftet fra sin gamle klub.
"Der har været lidt drillerier i Tønder, men kun på den gode måde. SønderjyskE og Tønder er to klubber, der har meget ud af hinanden."
I Tønder fik Kasper Christensen to og en halv sæson som spiller efterfulgt af en sæson som spillende assistenttræner og en sæson som assistenttræner.
"Jeg har altid haft en træner i maven, og allerede som spiller vidste jeg, at jeg ville være træner i en tidlig alder."
Derfor tøvede Kasper Christensen heller ikke, da han fik henvendelsen fra SønderjyskE.
"Jeg var meget interesseret, da jeg fik muligheden. SønderjyskE er en klub i rivende udvikling med et professionelt setup og en god hjemmebane. Som ung træner er det spændende at blive en del af håndboldligaen, hvor jeg kan udvikle mig," fortæller 30-årige Kasper Christensen.
Kasper Christensen vil i sin rolle som assistenttræner især have fokus på angrebsspillet.
"Min rolle bliver at spare og udfordre Morten. Jeg har set mange af holdets kampe sidste sæson, og jeg har allerede flere idéer. Morten kommer i hvert fald ikke til at mangle input. Samtidigt vil jeg lære af Morten, så jeg selv bliver en bedre træner," siger Kasper Christensen og fortsætter:
"Jeg har en drøm om at blive cheftræner, men ikke på kort sigt. Jeg er stadig ung og uerfaren, så jeg vil udvikle mig."
SønderjyskE har op til denne sæson opprioriteret assistentrollen, så Kasper Christensen kommer til at bruge mere tid med holdet end tidligere assistenttrænere.
"Jeg kommer til at være med til at stort set alle træninger, og det er vigtigt. Jeg har behov for at være tæt på spillerne. Morten er altid topforberedt, og hvis jeg skal give kvalificeret modspil, kræver det tid med holdet."