Så lægger Tobakken fra land
Så er sæsonstarten lige om hjørnet på Tobakken, og i denne uge får man besøg af et af Skotlands mest omtalte nyere folkbands og vore ”egne” Brassflavour, der fejrer at deres nye album er på gaden.
Onsdag kl. 20.00 gælder det altså et af de nyeste skud på den skotske folkscene, Scott Wood, der en fantastisk ‘bagpipe' spiller, der omtales som værende blandt de allerbedste på de kanter. Og det siger vel ikke så lidt i et land, der har opfostret nogle af de bedste i verden.
Siden 2013 har den unge skotte rejst Europa tyndt med sin trio, og nu gælder det Tobakken.
Fredag klokken kl. 21.00 byder spillestedet velkommen til Brassflavour, der med koncerter på Smukfest og som opvarmning for Rod Stewart har formået at mainstreme den traditionelle New Orleans-jazz kendt fra Louis Armstrongs tid. Bandet er aktuelle med deres tredje studiealbum - indspillet i samarbejde med sousafon-virtuosen, Matt Perrine, og til releasekoncerten på Tobakken kan man sågar opleve selvsamme New Orleans-stjerne give den gas.
“Jeg glæder mig til at se, hvordan det danske publikum modtager vores album. Det er et orkester fyldt med trænede og ivrige unge musikere, og jeg er glad for at vi sammen kan bygge bro mellem Danmark og New Orleans gennem musik, som alle kan have glæde af,” siger Matt Perrine, som gennem tiden har spillet med stjerner som Eric Clapton, JonCleary og Dr. John.