Kulturarven hænges til tørre på museet
KØGE: Kom og giv dit personlige bud på hvad der er kulturarv for dig. Medbring en A4 side med et billede og en kort tekst med begrundelse for det valgte. Hæng det op på snoren mellem træerne i Køge Museums have tirsdag den 8. til og med søndag den 20. september kl. 11-17.
Kulturfestivallen Golden Days har i år fokus på, hvad kulturarv er.
Ofte er det kulturinstitutioner som museerne, der definerer hvad kulturarv er via udstillinger, arrangementer, bøger osv. Men nu vender vi det på hovedet! Alle inviteres til at gå forbi museets have og hænge et billede op af det, der er kulturarv for dig.
Er dit yndlingssted, dit livs store begivenhed, dit bedste legetøj eller dit kæledyr kulturarv for dig og hvorfor det? Eller er det en begivenhed, en ting eller en hel særlig stemning, som du synes er kulturarv? Medbring din A4 side i en plasticlomme eller plasticcoated med et hul i, så du kan gå direkte hen i haven og hænge det op. I museet kan du desuden få din side plasticcoated eller i en plasticlomme, hvorefter du selv hænger det op.
Der er gratis adgang til haven. I haven kan man lege på den kulturhistoriske legeplads, som består af et stort klatrestativ formet som et skib. Der er desuden borde og bænke, hvor man kan slå sig ned – måske med medbragt mad og drikke eller man kan købe en kop kaffe på museet og tage den med ud i haven.
Museet finder du i Nørregade 4 i Køge. Der er adgang til haven gennem porten fra Nørregade.
pm