Sølv er også flot
Roskildes to roere og guldfireren hentede flot andenplads ved VM trods udskiftning midt i sæsonen
- Sølv er også flot, sagde den legendariske sportschef hos Danmarks Radio Gunner 'Nu' Hansen en gang efter en anden plads i de mange år, hvor danske toppræstationer i international idræt var meget sjældne. De ord kunne de to Roskilde-roere Kasper Jørgensen og Jacob Barsøe sammen med deres to kammerater i 'guldfireren' også gøre til deres egne, da de havde hentet en flot andenplads ved VM i roning ved l'Aiguebelette i Frankrig. Det klarede de, selv om de måtte skifte ud i båden i løbet af foråret, da den rutinerede Morten Jørgensen blev skadet og måtte erstattes af Jens Vilhelmsen. - Vi er meget tilfredse, og hvis du havde spurt mig før VM, havde jeg slet ikke turde regne med et så godt resultat, sagde en glad Kasper Jørgensen efter finalen søndag. Den flotte anden plads efter suveræne Schweiz betyder samtidig, at de to Roskilde-roere med letvægts-fireren nu allerede er kvalificeret til OL i Rio næste sommer. De vandt også OL-bronze for tre år siden i London.
Fik borgmester med
Formanden for Roskilde Roklub Ove Pedersen og elitetræner Torben Bech var også meget glade for resultatet: - I et felt, hvor det bliver afgjort med små marginaler, burde det nærmest ikke være muligt at udskifte holdets mest erfarne mand så tæt på VM, uden at ende langt tilbage. Men Jens er en dygtig og ikke mindst teknisk stærk roer, der formåede at falde hurtigt ind på holdet og dermed sikre det utroligt flotte VM sølv, siger Torben Bech fuld af beundring. Desværre lykkedes det ikke de øvrige Roskilde-roere Sophus Johannesen med dobbeltsculleren eller Aja Runge med dobbeltfireren at komme i VM-finalerne. Formand Ove Pedersen havde også fået Roskildes borgmester Joy Mogensen med til Frankrig for at få demonstreret, hvor stærkt den lokale roklub egentlig står. Her fik hun samtidig kontakter til det idrætspolitiske system i Danmark og mødte den nye formand for Team Danmark Lone Hansen der tiltrådte posten 1. februar 2015 som afløser for Michael Andersen.