Fortsæt til indhold

Dansk sangerinde besøger Bygningen

Michelle Birkballe optræder på Bygningen med sit eget band fredag den 25. september.

Arkiv
Arkiv

Musikforeningen Bygningen tager hul på efterårssæsonen med en koncert med Michelle Birkballe og band fredag den 25. september. Efteråret på Bygningen står på 20 koncerter med alt fra Mike Andersen Band, Chris Minh Doky, Monrad og Rislund til Rasmus Walter, Anne Linnet Band, Johny Madsen og endelig Bongoinstituttet 2. Juledag, som traditionen byder.
Michelle Birkballe er efterhånden en erfaren pige. Hun sprang ud som fuldtidsmusiker som kun 17-årig og har siden turneret land og rige rundt.
Gennem tiden har har hun blandt andet spillet opvarmning for Bon Jovi, Walter Trout og Status Quo. Varemærket er den både rå og sensuelle, hæse stemme, det frække grin, og de sjove historier hun altid kan ryste ud af ærmet. Men selvfølgelig først og fremmest sangene.
Hudløst ærlige går de lige i hjertet på publikum. Sunget med en blues-rockstemme, der ikke er magen til herhjemme.
Fire albums er det blevet til, og nu er et femte på vej. Udelukkende med Michelle Birkballes egne, nyskrevne danske sange. Om alt det, der rører os alle sammen, og produceret af selveste Billy Cross.
Billetter til denne koncert kan købes via bygningen.dk.