Vejle skal have ny svømmehal
En ny svømmehal ved DGI-Huset skal være for både elitesvømmere og alle de andre vandhunde
Der bliver drømt store drømme i Kultur- og Idrætsudvalget. Et enigt udvalg valgte for nyligt at pege på den største og mest ambitiøse model for en ny svømmehal ved DGI-Huset. Model tre, som udvalget pegede på og altså nu skal have Byrådet med på, byder på opførelsen af en ny hal med et 50 meters bassin, som ved hjælp af en flydebro kan deles op i to gang 25 meter. Et sådan bassin tilgodeser eliten, som får mulighed for at afvikle større svømmestævner, men giver samtidig plads til husets andre brugere.
En sådan ny svømmehal vil koste omkring 77 millioner kroner. Dertil kommer, at Kultur- og Idrætsudvalget vil ansøge om 8-10 millioner kroner fra Lokale og Anlægsfonden. Lokale og Anlægsfondens støtte til projektet vil forvandle den eksisterende svømmehal til et lege- og aktivitetsmekka for alle. En svømmehal med nye fleksible rammer og aktivitetsmuligheder, der giver plads til børn, unge, seniorer, konkurrencesvømmere, handicappede og tilskuere.
Lagunen
Ifølge skitsen skal den eksisterende svømmehal laves om til et lege- og aktivitetsmekka for alle kaldet Lagunen. Konceptet i ombygningen er et landskabsdesign, der leder tankerne hen på et solbeskinnet og eksotisk miljø. Her skal der være plads til at klatre på klipper, lave udspring, svømme i varmt vand, udforske grotter og huler.
Lagunen er ifølge planerne opdeles i tre områder/bassiner: Bugten, Dybet og Oceanet. Mere om dem senere.
En hal for alle
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget Dan Arnløv glæder sig over udvalgets beslutning, og han har en klar forventning om, at det vil lykkedes at overbevise Byrådet om at realisere projektet. Han er især glad for, at projektet tilgodeser alle svømmehallens nuværende brugere.
“Vejle Svømmeklub Triton har en masse timer, og for eliten er det at få en 50 meters bane rigtig godt. Samtidig bliver DGI-Huset til dagligt brugt af motionister, børnefamilier og turister, og dem er der også tænkt på,” siger Dan Arnløv.
Han og resten af Kultur- og Idrætsudvalget har understreget, at der i projektet skal være fokus på anvendelse af vedvarende og bæredygtig energi.
Vipper, lounge, kajakker...
Lagunen skal som fortalt opdeles i tre områder/bassiner: Bugten, Dybet og Oceanet.
Bugten - den ene halvdel af det eksisterende bassin - skal være et varmtvandsbassin med en dybde på 1,1 til 1,6 meter, en temperatur på 33 grader og en rampe til gangbesværede. Bugten anvendes til baby- og børnesvømning, vandaerobic, leg, genoptræning, wellnessaktiviteter samt svømmetræning for bevægelseshæmmede.
Dybet - den anden halvdel - har en dybde på 4 meter og en temperatur på 28 grader. Dybet rummer aktiviteter som udspring fra vipper og trampoliner, klatrereb, klatrevæg, kajakpolo og dykkerkurser. Dybet og Bugten er omgivet af et trappelandskab med palmer, loungeområder, spabade og områder til opvarmning og udstrækning.
Endelig er der det nye bassin, Oceanet. Det skal have otte baner med en dybde på 2,0-2,1 m og en temperatur på 28 grader. Bassinet bruges til alt fra traditionel konkurrencesvømning, motionssvømning og svømmeundervisning.
Der er plads til opvarmning og udstrækning ved kanten samt plads til tilskuere på tribunerne langs bassinet. Ved hjælp af en flydebro skal der være mulighed for at opdele bassinet til 2 x 25 meter, så både svømmeklubbens konkurrencesvømning og -træning samt almindelig motionssvømning og svømmeundervisning kan finde sted på samme tid.
Byrådet har afsat en million kroner til projektering af en ny svømmehal.
Bliver projektet godkendt skal det sendes i udbud. Den nye svømmehal forventes at kunne stå færdig engang i 2018/2019.