Stor undersøgelse af Vejle Havn iværksat
Skat, Statsforvaltningen og ekstern rådgiver undersøger havnen
Vejle Havns brug af repræsentationskontoen til studieture til Florida og Vilnius, teambuilding-ture til Tyskland og andre rejser samt køb af vin, parfume, solbriller og chokolade på disse ture skal nu undersøges.
I alt vil tre instanser se nærmere på Vejle Havn og dens forbrug:
Statsforvaltningen har anmodet Vejle Kommune om en redegørelse, så det kan vurderes, om der skal rejses en tilsynssag vedrørende den påståede brug af offentlige midler til private formål.
Det sker efter at Uffe Thorndahl, Borgerretsbevægelsen, har gjort Statsforvaltningen opmærksom på sagen.
Skat ser på sagen
Uffe Thorndahl har også kontaktet Skat og bedt Skat om at “håndtere, om en række af Vejle Havns afholdte udgifter til indkøb af arbejdsbeklædning, repræsentation, bespisning, gaver og rejser, giver anledning til påtale af indberetningspligt til Skat, beskatning af modtagerne/deltagerne mv.”
Skat skriver, at henvendelsen fra Uffe Thorndahl betragtes “som en anmeldelse af forhold til nærmere skattemæssig undersøgelse.”
“Det er en kerneopgave for Skat at sikre, at både borgere og virksomheder betaler den skat, de skal - hverken mere eller mindre. Kontrollen af, om de offentlige virksomheder har foretaget korrekte indberetninger og om ansatte mv. har modtaget skattepligtige personalegoder, foretages efter en sædvanlig revisionsmæssig vurdering af væsentlighed og risiko for fejl. Det fremsendte vil i første omgang bidrage til en vurdering af behovet for kontrolmæssige tiltag over for Vejle Havn, herunder særligt i relation til de anmeldte forhold.”
Endelig har havnebestyrelsen på et møde den 24. august selv besluttet at anmode en ekstern rådgiver med kompetencer indenfor regnskab, moms og skat om at gennemgå havnens udgiftsbilag for regnskabsårene 2010-14 og første halvår af 2015.
Det sker for at afklare, om der er sket en korrekt afregning overfor Skat.