Fortsæt til indhold

Flere penge til asfalt, børn og ældre

Borgmester Jacob Bjerregaard (S) har fremlagt sit budgetforslag, som sætter penge af til mere - men også indeholder besparelser

Arkiv
Peter Friis Autzen

Fredericia-borgmester Jacob Bjerregaard (S) fremlagde i torsdags sit budgetforslag for de andre byrødder.
Budgetlægningen lægger linjerne for alt kommunalt arbejde og har dermed indflydelse på ældreplejen, folkeskolen, daginstitutionerne, handicaphjælpen, byudviklingen og meget, meget mere. Se hele budgetforslaget her.
I mange år har budgetlægningen i Fredericia været præget af brutale sparerunder. Men det er ikke tilfældet med borgmesterens budgetforslag.
“Der er lys for enden af tunnellen,” siger Bjerregaard om økonomien - med særlig tanke på muligheden for at afvikle kommunens gæld.
Der er dog betydelige besparelser i forslaget.
“Vi er fra regeringen blevet pålagt at spare en procent hvert år i fire år. Det svarer til 22 millioner kroner om året. Det er en bunden opgave og en stor udfordring. Jeg håber, at vi kan gøre det uden at forringe servicen. Men jeg kan ikke garantere det,” siger Jacob Bjerregaard.
Han slår fast, at der i budgetforslaget ikke er usikre indtægter, og at økonomien dermed skulle være sikker.

Det Bruunske Tøjhus

Budgetforslaget kan ses i fuld længde via linket først i denne artikel. Det indeholder et utal af punkter.
Et af forslagene er, at aktiviteterne fra Det Bruunske Pakhus flyttes til Tøjhuset.
“Det har brugerne udtrykt ønske om. Pakhuset er vokset ud af sine rammer. Det vil koste fire millioner kroner at gøre Tøjhuset klar til formålet. De penge er sat af i oplægget,” siger Jacob Bjerregaard.

Budgetforslaget lægger op til investeringer i midtbyens boliger, hvor mange private udlejningsejendomme i dag byder på små, utidssvarende lejligheder. Den slags investeringer kan på sigt også være med til at forbedre muligheden for at skaffe investorer på FredericiaC, mener Jacob Bjerregaard. Foto: Ole Olsen

Teaterlån uafklaret

Fredericia Teater fik i slutningen af 2013 et nødlån af kommunen på ti millioner kroner.
I maj lagde kulturudvalgsformand Lars Ejby Pedersen (S) her i Lokalavisen op til en diskussion om, hvorvidt kommunen bør sløjfe den gæld.
Det spørgsmål er ikke afgjort i borgmesterens udspil. Og han vil ikke udtale sig om sin egen mening
“Det tager jeg stilling til bag lukkede døre. Teatrets økonomi er en samlet pakke af blandt andet lån og tilskud. Jeg så gerne, at også Folketinget kom på banen, og at erhvervslivet løftede en større del af teatrets økonomi,” siger han.
Kan det tænkes, at erhvervslivets lyst til at investere i teatret steg, hvis gælden var væk?

“Ja, det er selvfølgelig muligt.”

Mange millioner til asfalt

Fredericias veje, stier og fortove kan se frem til en kærlig hånd.
“I årevis er der blevet sparet på vedligeholdelsen af infrastruktur. Det har givet et efterslæb, som vi er nødt til at indhente nu. Og opgaven kan i det store hele beskrives med ét ord: Asfalt,” siger Jacob Bjerregaard.
Han lægger op til, at der i de næste fire år sættes 57 millioner kroner af til den slags.
“Det er megadyrt, men ikke længere til at komme uden om,” siger han.

Børn får millioner

Budgetforslaget lægger op til en drifts-investering i folkeskoler og daginstitutioner på 10 millioner kroner. Det kan blandt andet betyde en bedre normering på institutionerne.
Borgmesteren foreslår også, at der sættes ti millioner af til anlæg på skoler og institutioner samt to millioner kroner til forbedring af skoleveje.

Ældre får millioner

Den såkaldte ældremilliard fra Folketinget sender 9,3 millioner kroner til Fredericia. Men i borgmesterens budgetudspil sættes der langt mere af til området: I alt 17,6 millioner kroner.

Mere til mange

Budgetforslaget lægger op til, at der bruges en kvart million kroner mere om året til en indsats mod det stigende antal unge narkomaner.
Der skal også sættes millioner af til at gøre en bedre branding-indsats og lokke tilflyttere til.
Der skal også bruges penge på en bedre indsats på turismeområdet.
Der afsættes en pulje på 3,5 millioner til blandt andet anlæggelse af kunstgræsbaner. Byens idrætsforeninger kan så søge penge fra puljen - forudsat at de også selv kommer med en del af pengene.
FC Fredericias leje af stadion nedsættes med 400.000 kroner om året . Og det omstridte gågade-regulativ for midtbyens butikker droppes nu permanent.