Fortsæt til indhold

En fælles dag for tre landsbyer

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

HAN Landsbylaug (Hundslev–Almsted–Notmark) afholder lørdag den 12. september 'Landbydag 2015' på Notmark gamle skole. Her vil Aase Nyegaard være dagens hovedtaler, og landsbylauget vil præsentere et initiativ for, hvordan de tre landsbyer kan gøres mere attraktive.
Hovedaktiviteten om eftermiddagen er baggagerumssalg og derefter ringridning, mens dagen sluttes af med festaften.
”Vi er i en tid, hvor de små samfund på den ene side er under pres, men hvor der på den anden side spirer et væld af engagement og initiativer op i mange landsbyer,” siger tovholder for arrangementet, Poul Harald Holm.
”Her er det vigtigt at være med nu, hvor det er til at købe og sælge boliger igen. Vi må finde de unikke ting ved netop vores landsbyer og turde fremhæve dem,” siger han og fremhæver landsbyernes placering som perler på en snor lige midt på øen.
”Vi vil gerne udfordre vore borgere til at være med til at gøre turen igennem landsbyerne til en skøn og måske også speciel oplevelse.”
Han nævner i den forbindelse byporte, blomster- eller buskeafsnit, træalléer f.eks. med frugter til fælles gavn, lokale kunstobjekter eller andet.
Landsbydagen foregår på skolen og pladsen fra 11–16 lørdag eftermiddag, hvor landsbyernes beboere, erhvervsdrivende og foreninger sætter hinanden stævne. Udover baggagerumssalg er der taler, landsbylauget viser sit tema frem i et telt, der er tombola og aktiviteter på pladsen for store og små samt naturligvis masser at se og smage fra boderne.
Kl. 16 starter ringridning med optog i Hundslev og senere konkurrerer børn og voksne på pladsen med små køretøjer bl.a. cykler og havetraktorer. Der er præmier for både ringridningen og bedst udsmykkede køretøj, og de uddeles senest kl. 18.
Festaftenen starter kl. 19 med menu leveret fra Notmarkhus, amerikansk lotteri og børnedisko/leg arrangeret af DUI.
Man kan tilmelde sig aktiviteterne - morgenkaffe, udstilling, baggagerumssalg, ringridning og festaften - på tlf. 3013 7442.