Fortsæt til indhold

10. klasse skæres helt ind til benet

Spareforslag: Fremtidens 10. klasser skal have 310 færre undervisningstimer

Arkiv
Louise Ritter

Engang havde 10 klasse ry for at være et tidligt sabbatår, hvor eleverne kom og gik næsten som de ville, og hvor de sjældent var at finde på skolen over middag.
Siden blev kravene til folkeskolens ældste elever skærpet - også i Esbjerg Kommune hvor 10. klasserne i mange år har været sidestillet med 9. klasserne, når det gjaldt antallet af undervisningstimer.

“Jeg har været her i 20 år og så længe jeg kan huske tilbage, har 10. klasse i Esbjerg Kommune været givet det samme antal timer som 9. klasse. Jeg tror egentlig aldrig, at vi har forholdt os konkret til det, sådan har det bare været,” siger kontorchef i Skoleadministrationen, Birthe Christensen.

Alt godt har det som bekendt med at få en ende, og det ser det nu ud til, at “plejer” får. De kommunale spareforslag rummer nemlig forslag om, at undervisningstimetallet for kommunens 10. klasser allerede fra næste skoleår skal reduceres til et minimum således, at eleverne kun skal modtage 840 timers fagopdelt undervisning efter sommerferien mod de 930 timer de har i dag plus 220 timers understøttende undervisning i form af blandt andet lektiehjælp og faglig fordybelse. Altså står fremtidens elever til at modtage 310 færre undervisningstimer om året.

7,5 millioner at spare

Dermed sigter skoleadministrationen lige præcis mod det minimum antal timer, som Folkeskoleloven dikterer for sine ældste elever. De skal mindst modtage 840 timers undervisning, hvilket svarer til bare 28 timer om ugen.

Modsat folkeskolens andre klassetrin er 10. klasse ikke underlagt krav om hverken understøttende undervisning, lektiehjælp eller bevægelse.

Forslaget vil, hvis det ender med politisk vedtagelse, spare kommunekassen 7,5 millioner kroner om året primært i sparede lærer- og pædagogkroner.