Stærkt bekymret
BIOS mangler fortsat reddere i stort tal, og anklages for ikke at overholde loven
“Jeg er ikke bare glad for mit personale. Jeg er stolt over mit personale, og den indsats de lægger for dagen. Der hersker en nærmest euforisk stemning, som jeg ikke har oplevet blandt dem før, og jeg kender jo af gode grund en stor del af dem godt i forvejen.”
Sådan lød det fredag eftermiddag til Lokalavisen fra BIOS' ambulancechef i Sydjylland, René Sigvartsen. Som tidligere beredskabschef i Falck har han et indgående kendskab til en del af de tidligere Falck-reddere, som fra den 1. september har kørt ambulance for BIOS.
“Jeg har haft travlt. Jeg tror faktisk aldrig at jeg har haft så meget at lave som den seneste uges tid. Det har været ret barsk, men vores medarbejdere knokler hårdt, så det ville da være et helt forkert signal at sende, hvis jeg ikke også gjorde det,” siger René Sigvartsen, der fredag eftermiddag så langt fra var på vej på weekend.
“Nej, den er afskaffet i øjeblikket,” smiler han.
Det gjorde han formentlig ikke lørdag, da det via pressen kom frem, at BIOS er så presset, at det kniber gevaldigt med at overholde Arbejdsmiljøloven, fordi redderne er så få, at de der er tvinges til at arbejde mere end tilladt. Region Syddanmark, der holder skarpt øje med BIOS, læser naturligvis også aviser.
“Vi må konstatere, at BIOS ikke har fuldt overblik over deres vagtplaner. Og at det billede vi præsenteres for ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Det er stærkt bekymrende, at de ikke har et bedre overblik,” siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse.
I dag er Regionsrådet indkaldt til en grundig orientering om den aktuelle situation.