Team Esbjerg massakrerede ulvene
En overgang var Team Esbjerg oppe at føre med 11 mål, men sejren endte på 29-23 over sidste sæsons gulvindere fra FC Midtjylland. Og det var ikke ét mål for lidt.
Team Esbjergs kvinder viste nemlig høj, høj klasse, da de lørdag eftermiddag - foran 1.804 engagerede tilskuere i Blue Water Dokken - slog midtjyderne i en kamp, der aldrig for alvor blev hverken spændende eller intens.
Dertil var vestjyderne simpelthen for gode. Eller også var midtjyderne for dårlige? Lad os bare holde fast i førstnævne udsagn, for Team Esbjerg spillerne leverede virkelig en disciplineret og god kamp, der allerede nu tegner lovende. Selv sagde træner Lars Frederiksen efter kampen:
“Det lignede nærmest Super Cup-kampen mod samme modstander. Vi spillede en god kamp og fik skiftet spillerne ud, så ingen nåede at blive trætte. Tæt på en perfekt start for os,” lød det fra chefen, og det udsagn er det vist vanskeligt at være uenig i.