Spilleglæde og dugfriske kompositioner til Torsdagscafé
Studieåret er i gang igen på Syddansk Musikkonservatorium (SDMK), og det betyder, at Torsdagscaféerne igen lukker dørene op for spændende koncerter. Caféaftenerne er tilrettelagt som en slags musikalsk legeplads for de studerende, fortæller Benjamin Kirketerp, der studerer på rytmisk linje med bas som hovedinstrument. Sammen med 4 medstuderende er han vært for efterårets første Torsdagscafé:
"Torsdagscaféerne giver os mulighed for at spille dugfriske kompositioner i nye eller vante konstellationer. Der er også mulighed for at spille gamle slagere i nye arrangementer med en ny gruppe. Rammerne er brede og det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad en torsdagscafé udvikle sig til."
Torsdagscaféerne er indrettet så to forskellige orkestre/grupper spiller et sæt hver på ca. 45 minutter. Fra scenen vil aftenens værter guide publikum igennem og ikke så sjældent kulminerer caféerne i en jam, hvor alle kan byde ind med deres instrumenter.
Starttidspunkt for torsdagscaféerne, som har hjemme i konservatoriets Café Ørsted, er kl. 20.00, men dørene åbnes kl. 19.30. Årets første af slagsen er torsdag i denne uge. Orkestrene denne aften er “Wood Factory” fra SDMK, Odense og “Stories from the Countryside” fra SDMK, Esbjerg.