Gospel er for alle
Alle kan være med, når Hans Christian Jochimsen leder gospelworkshoppen lørdag den 3. og søndag den 4. oktober i Sct. Nicolai Kirke.
'Gospel synges med hjertet, og derfor kan alle være med' er en af Hans Christians hyppigst brugte slogans, og den mand ved, hvad han taler om. I over 20 år har han levet professionelt af at lede kor og skrive musik.
Han har bl.a. vundet andenpladsen i USA's gospelkomponistkonkurrence, udgivet flere populære cd'er som solist og med sit elitekor Opstand Gospelchoir og været instruktør ved de store internationale workshops med flere 1.000 deltagere.
For 10. gang i rækken har han derfor sagt ja til at komme til Aabenraa og give en musikalsk og medrivende indføring i gospelmusikkens verden, hvor alle kan være med.
Gospeldagene sluttes af med et brag af en gospelgudstjeneste søndag den 4. oktober i Sct. Nicolai Kirke kl.16.30.
Arrangementet arrangeres af GospelOaks i samarbejde med Aabenraa Sogn.