P4 Trekanten sender radio fra FredericiaC
Lørdag den 5. september er der høstmarked i Fredericia. Det er afslutningen på P4 Trekantens projekt P4 Spirer. Her fik en række af radiostationens lyttere udleveret frø til haven, og hen over sommeren har de dyrket frøene. Den 5. september vil Danmarks Bedste Kok, Lasse Petersen fra Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia lave mad af grøntsagerne. Arrangementet er fra klokken 9-12.
Alle, der dyrker grøntsager i haven, er i øvrigt velkomne til at hive et par gulerødder eller andet op af jorden, og tage dem med til høstmarkedet. Så vil Lasse Petersen tilberede sagerne.
Der vil også være andre aktiviteter på pladsen:
Forfatteren og foredragsholderen Signe Wenneberg fortæller om glæden ved at dyrke sine egne grøntsager. Hun beretter også om tendenserne inden for 'Urban Gardening'.
Snoghøjkoret underholder med sange. Og en række producenter af lokale fødevarer i Trekantområdet dukker også op, for eksempel Dansk Blåbær, der sælger friske blåbær og vin og likør lavet af blåbær.
Fary Lochan fra Give giver smagsprøver på snapse med krydderurter. Biavler Kurt Andersen er klar med honning, og Elkærholm tager Aroniashots og aroniadrys med.
Radioværterne Gitte Førby, Lars von Magius og Tine Jensen sender direkte radio sammen med et hold af reportere.
"Så alle deltagere har mulighed for at møde værterne og se vores sendevogn," lyder det fra radiostationen.
Arrangementet foregår i samarbejde med Fredericia C, der lægger 'containerby' til ved den nyopgravede kanal.