Længe ventet debut fra Tainted Lady
Efter syv år i øvelokalet er det hårdtslående orkester nu udkommet
“Pling”, siger Fred Overs mobiltelefon. Den er næsten død, men han tjekker straks beskeden. Den er fra Spotify og fortæller, at Tainted Ladys første officielle musikudgivelse 'Set Us Free' nu er tilgængelig på musiktjenesten. Se videoen her.
Tainted Lady spiller uforfalsket, hård og kompromisløs rock. Det har de gjort siden bandets grundlæggelse for syv år siden. Og nu kan verden endeligt få ørerne op fra orkestret, som har rødder i Fredericia, Kolding og Århus.
Lokalavisen møder Tainted Lady i øvelokalet i Kolding. Luften er tung efter en seks timer lang øver aften før. Der blev spillet og svedt igennem.
“Vi mener det seriøst, og har glædet os helt vildt til i dag. Det er spændende, hvordan vores musik bliver modtaget,” lyder det fra bandmedlemmerne.
Normalt er de fem, men i dag kan kun de fire være til stede. Guitarist Jon Roxx er nødt til at passe sit dagjob.
“Det er vores drøm, at vi kommer til at leve af musikken. Og vi vil turnére i hele verden resten af livet,” fortæller bandets anden guitarist, Anders Frank fra Fredericia.
De er stadig et godt stykke fra målet. Men kursen er sat.
Fra Århus og København
Tainted Ladys sanger, Michael Catton, bor i Århus. Han har engelske rødder og føler sig hjemme i bandets tekster.
“Vi skriver meget personlige tekster, som har afsæt i vores virkelighed,” siger han.
“Ja, ikke nogen klichéer om fester i L.A. og den slags. Ikke hos os,” siger Anders Frank.
“Når man vil ud med noget og sige noget, som folk skal blive ramt af, skal det være ærligt og ægte,” siger bassist Daniel Bach fra Kolding.
Netop ærligheden fik de ros for, da de indspillede på Medley Studios i København.
“Det var et fedt kompliment at få,” siger Daniel Bach.
Han blev i sin tid hentet til bandet fra København.
“De søgte en bassist. Egentlig spillede jeg guitar, men de var fede. Så jeg stjal en basforstærker og tog af sted. Og jeg ved godt, at jeg ikke var den dygtigste bassist, de havde på prøve,” siger han og forventer en reaktion fra de andre.
“Nej, du var faktisk den værste,” siger trommeslager Fred Over og udløser et kollektivt latterbrøl.
“Han havde den helt rigtige ild indeni. Siden er han også blevet god” siger Fred Over.
“To uger efter prøven flyttede jeg til Kolding,” siger Daniel Bach.
Tainted Lady giver gratis koncert på Landsoldatpladsen i Fredericia fredag den 28. august klokken 20:30 i arrangementet, hvor også Black Income og Electric Guitars spiller.