Fortsæt til indhold

Kartebollen

Den blev brugt til at karte uld - og er måske lidt kødædende

Arkiv
Af Ole Klottrup

På Fælleden gror der nogle flotte og statelige planter - halvanden meter høje. Jeg blev opmærksom på dem dels på grund af deres størrelse og udseende og dels, fordi der var så mange sommerfugle, som sugede nektar af deres små, lilla blomster.
Blomsterstanden ligner et aflangt æg med blomster i ringe. Først blomstrer dem i midten, og efterhånden breder blomstringen sig i to ringe ud til enderne.
Planten hedder Gærde-Kartebolle, eller Almindelig Kartebolle. Den stammer fra Middelhavsområdet, men er nu udbredt i alle verdensdele. I alle tilfælde steder, hvor man har eller har haft får.
Navnet fortæller sammenhængen: Før uld kan spindes til garn, skal det kartes: Det vil sige at uldfibrene skal løsnes og udredes. Og det var den tørre frugtstand god til. Den brugtes også til at opkradse klæde, så luven rejste sig igen.
Også i folkemedicinen blev planten anvendt, idet roden skulle være god som et vanddrivende middel og mod lever- og mavelidelser.
Kartebolles blade er modsat stillede og sammenvoksede ved grunden, så de kan opsamle regnvand. En undersøgelse fra 2011 viser en øget frøsætning, hvis man anbringer døde insekter i det opsamlede vand. Planten er derfor muligvis kødædende.
Især i USA og Australien er kartebolle nogle steder blevet så dominerende, at man betragter den som landskabsukrudt - en invasiv plante. I Danmark findes den hist og her - og altså på Fælleden ved Fredericia.
Følg naturens gang på facebook: Ole.klottrup.fredericia