Arkil skal passe kommunens veje
Sønderborg Kommunen har udliciteret asfaltarbejde i byerne til Arkil
Det bliver firmaet Arkil, der de næste fire år skal stå for asfaltarbejdet i byerne i Sønderborg Kommune. Kontrakten, der blev underskrevet i dag, er på minimum 30 mio. kr.
Blandt fire prækvalificerede entreprenører har teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune valgt at skrive kontrakt med Arkil om asfaltarbejder i byområderne de kommende fire år. Arkil, der har asfaltfabrik i Skrydstrup og entreprenør-afdeling i Sønderborg, har i forvejen entreprisen vedrørende asfaltarbejde uden for byzonerne.
450.000 kvm belægning
"Der er tale om en rammeaftale, som bygger på en forventning om 450.000 kvm belægning i fire år til og med udgangen af 2018. Arkil fik flest point i forhold til kriterierne om samarbejde, anvendelse af genbrugsmaterialer og ansættelse af elever, som udgør den ene del af vurderingsgrundlaget – men Arkil var også billigst, hvilket er den anden, vigtige del, vi naturligvis forholder os til. Så der var ikke tvivl om, at det var dem, vi skulle tegne kontrakt med," siger formand for teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune, Frode Sørensen.
Fleksibel kontrakt
Aftalen omfatter dækkende belægning på stier og veje, større reparationer og kørebaneafmærkning i forbindelse med nye slidlag. Der er dog tale om en fleksibel kontrakt forstået på den måde, at aftalte strækninger og belægningstyper kan justeres undervejs efter fælles aftale. Udvælgelsen af strækninger sker på baggrund af en vurdering af skader og trafik og koordineres med planlægningen af ledningsarbejder.
Kontraktens løbetid er på fire år med mulighed for forlængelse i yderligere to år efter gensidig forhandling.