Fortsæt til indhold

Sønderskov-Skolen fylder 60 år

Der inviteres til fødselsdagsfest fredag den 4. september

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Sønderskov-Skolen kan i år fejre sin 60 års fødselsdag. Det skal naturligvis fejres og bliver det den 4. september, hvor skolen inviterer til fødselsdagsfest for brugere og familie, nuværende og tidligere elever, og alle de mange mennesker der i løbet af de sidste 60 år har bidraget til at skabe den skole, man har i dag.
”Runde fødselsdage skal jo markeres med en ordentlig fest, og det gælder selvfølgelig også Sønderskov Skolen. Så vi har lavet et program med både optræden, musik, elevboder, konkurrencer og et løb, hvor vi samler ind til at få skabt endnu bedre forhold til eleverne på skolens område,” fortæller skoleleder Rasmus Andreassen.

Festen starter kl. 16

Festen begynder klokken 16, hvor formanden for byrådets Børn & Uddannelsesudvalg, Erik Lorenzen (L) vil holde talen for den runde fødselar, og herefter vil der være fuldt program frem til klokken 20.
”Jeg vil gerne opfordre alle de, der har været en del af vores skole, til at møde op og deltage i festen. Med 60 år på bagen er Sønderskov Skolen jo ikke 'kun' en skole, den er også en del af det moderne Sønderborgs historie. Derfor er det her ikke kun en fest for os, der er lærere og elever på skolen i dag, men en fest for alle dem som har haft deres gang her på skolen,” understreger Rasmus Andreassen.
Da Sønderskov-Skolen åbnede i 1955 var det med 336 elever og var med sine 50 lokaler Sønderborgs største skole. I dag har skolen godt 800 elever og tilbyder undervisning fra 0. til 9. klasse. Den rummer også en 10. klasse for de elever, som ønsker et ekstra år i folkeskolen.