En nyåbning i Xbunker
Tolv kunstnere fra Düsseldorf har forvandlet Xbunker til en discount-kunst-butik
Det tyske ord 'Neueröffnung' er centralt i den udstilling, som de 12 kunstnere i 'Plan.d.', et kunstnerdrevet galleri i Düsseldorf, har sat sammen i Xbunker på Biblioteket Sønderborg.
Ordet 'Neueröffnung', som måske kan oversættes til nyåbning, er et populært ord i den tyske detailhandel. Et modeord, eller buzzword på engelsk, der bruges af mange mennesker, men hvor den faktiske mening er uklar.
De tolv kunstnere mener det er et belastet ord, der ikke giver mening, og som virker direkte absurd. Og de besluttede derfor, at det var på tide at gennemføre en udstilling med titlen 'Neueröffnung'.
Den 'nyåbner' i morgen fredag den 28. august kl. 17 med en fernisering, hvor performance og overraskelser vil være en del af programmet.
Udstillingen har herefter åbent i bibliotekets normale åbningstid samt på søndage fra kl. 13-17 og kan ses til og med 10. oktober.