“Jeg elsker det spanske”
Den nye forpagter er 25-årige Levente Nyitrai
“Kom ind - og velkommen til.”
Manden, der er klædt helt i sort, rækker hånden frem. Vi hilser, og han præsenterer sig som den nye forpagter af Fredericias spanske spisested Café Carlos. Hans navn er Levente Nyitrai.
“Jeg er født i Rumænien, opvokset i Spanien - og bor nu i Danmark,” siger han med et smil.
Levente flyttede med sin familie fra Rumænien til Spaninen, da han var 12 år gammel. Som 16-årig fik han arbejde som tjener - og tre år senere flyttede han til Danmark.
“Jeg gik i gang med at studere på IBA i Kolding, og ved siden af studierne arbejdede jeg på den spanske restaurant Over Aaen,” fortæller forpagteren, der nærer stor kærlighed til Spanien.
“Jeg er forelsket i den spanske stemning, kulturen, maden, krydderierne... Min madglæde har jeg fået gennem arbejdet i branchen, men naturligvis også hjemmefra. Min mor har lært mig meget om mad,” fastslår Levente, der tilføjer, at han har haft travlt siden han overtog forpagtningen den 1. august.
“Det er ikke en branche, hvor man kommer sovende til noget.”
Tapas og Black Angus
Det spanske køkken er bedst kendt for sin mangfoldighed af små retter, kaldet tapas. Og netop tapas er også et nøgleord hos Café Carlos.
“Jeg præsenterer et nyt koncept i caféen, nemlig tapas-menuer. Her kan du vælge otte eller 11 tapas. Vælger du otte er det forret og hovedret. Vælger du 11 er det med dessert. Vi arbejder altid med sæsonenes råvarer, og det afspejles i menuerne, der løbende skifter. Om sommeren er de lette, om vinteren er de lidt tungere. Vi vil også servere Black Angus bøffer, som er nogle af de møreste og saftigste. I det hele taget vil vi fokusere på at løfte kvalitet og betjening til et nyt niveau - og selvfølgelig holde fast i stedets intime og hyggelige atmosfære,” siger Levente Nyitrai.
"Det er jo skønt at sidde i lang tid med gode tapas."
Levente Nyitrai