Fortsæt til indhold

Nye natbusser fra Vejle

Arkiv
Af Jacob Hove

Fra den 28. august 2015 kører to nye natbusser fra Vejle.
Dermed bliver det muligt at komme hjem med bussen fra Vejle i de sene nattetimer. De to nye natbusser kører til Tørring og Juelsminde og skal køre hele året fra Vejle Trafikcenter, så unge mennesker, der er ude at more sig i Vejles natteliv, nu har et billigere alternativ til at tage taxa hjem.
Bus nummer 856N mod Tørring og Uldum kører fra Vejle Trafikcenter klokken 02.00 natten efter fredag og lørdag.
Bus nummer 854N mod Juelsminde og Rårup kører ligeledes fra Vejle Trafikcenter, men denne afgang ligger klokken 04.00 natten efter fredag og lørdag.
Begge natbusser kører omkring mange af de små landsbyer på vejen til både Tørring og Juelsminde, så Hedensted Kommune nu er godt dækket ind, når det gælder natbuskørsel.
"Med dette nye tilbud er Hedensted Kommune glade for, at de feststemte unge med bopæl i retning mod Juelsminde og Tørring nu også har mulighed for at tage bussen hjem efter en bytur i Vejle," siger Liselotte Hillestrøm, formand for Udvalget for Fritid og Fællesskab.