Åbning over torvet
Roskilde Handel roser kommunens midlertidige trafik-foranstaltninger - og har et ekstra forslag
Den lidt kaotiske situation, hvor de normale veje ind til Stændertorvet er lukket på grund af arbejde på pladsen og udskiftning af fjernvarme i Allehelgensgade, kan delvis afhjælpes, hvis kommunen vil åbne for trafik over pladsen. Når bilerne kommer ind Sankt Ols Gade og Algade, kan de så fortsætte ned mod det gule Palæ og dreje til venstre ud ad Fondens Bro og Bondetinget. Den opfordring kommer fra formanden for Roskilde Handel, Torben Stevold, der i øvrigt roser kommunens øvrige foranstaltninger for at løse den svære situation. - Vi kvitterer for, at der er åbnet for passage ad Sankt Peders Stræde, på tværst af Algade og op i Hersegade. Det vil hjælpe, men det vil en passage over Stændertorvet også gøre, siger Torben Stevold. - Fra handelslivet erkender vi, at det ikke vil give nogen p-pladser på Stændertorvet. Men det vil i det mindste bidrage til en bedre afvikling af trafikken og adgang til p-pladserne ved Latinerhaven og i Blågårdsstræde. God afgørelse i Støden Samtidig er Roskilde Handel glade for, at et forslag om at nedlægge p-pladserne i Støden nu er blevet stoppet af Plan og Teknikudvalget. - For hele byens trivsel er det afgørende, at de handlende har mulighed for at drive deres virksomhed bedst muligt, så der er ingen grund til at lægge ekstra hindringer i vejen for dem, siger Torben Stevold. Formanden for Plan- og Miljøudvalget, Torben Jørgensen (S), siger, at kommunen vil gøre, hvad der er muligt for at gøre ombygningen så lidt generende som muligt. tk