Lyserød frokost støtter brysterne
Kræftens Bekæmpelse i Køge inviterer igen med til Ladies Lunch in Pink i forbindelse med Lyserød Lørdag i starten af oktober.
Igen i år bliver der mulighed for at kombinere en hyggelig frokost i godt selskab med at støtte et godt formål, når Kræftens Bekæmpelse inviterer til Ladies Lunch in Pink i forbindelse med Lyserød Lørdag i Køge lørdag den 3. oktober.
Lyserød Lørdag rejser penge til kampen mod brystkræft landet over, og i Køge har damefrokosten siden 2009 været et fast indslag i forbindelse med arrangementet med undtagelse af et enkelt år.
Ladies Lunch in Pink 2015 finder sted lørdag den 3. oktober fra klokken 15 til omkring 17.30 på Cafe Vivaldi ved Torvet. Billetterne til arrangementet er sat til salg hos Visit Køge - prisen er 175 kroner. Med i prisen er både velkomstdrink, frokost og en goodiebag, og derudover kan gæsterne altså glæde sig over at være med til at støtte en god sag. Der vil også være lotteri og underholdning.
Igen i år kan man i øvrigt naturligvis også møde den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse på Torvet i forbindelse med Lyserød Lørdag.