Gidseldrama i Ansager
En mand stak sidst på dagen i går en anden mand med kniv og tog en ansat som gidsel - talt ud af politiets forhandler
En gidselsituation udspillede sig i går eftermiddags på en institutionen på Grønnemosevej i Ansager mellem Grindsted og Varde
En 34–årig mand, som er bruger af institutionen, stak ved 16-tiden en 24-årig mand på stedet ned med kniv. Manden blev stukket talrige gange og er hårdt kvæstet overført til universitetshospitalet i Odense.
Efter knivstikkeriet tog den 34-årige mand så en kvindelig ansat som gidsel og barrikaderede sig med hende.
Syd- og Sønderjyllands Politi iværksatte de planer, der ligger for gidselsituationer. Det indebar, at politikredsens egne reaktionspatruljer og politiets aktionsstyrke blev tilkaldt. De har blandt andet speciale i indtrængning til bevæbnede gidseltagere. Desuden blev en særligt uddannet forhandler fra Syd- og Sønderjyllands Politi kaldt til stedet.
Det lykkedes lidt før klokken 18 forhandleren at få gerningsmanden til at overgive sig uden dramatik og uden, at gidslet kom til skade. Den 34-årige vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg.