Vuggende caribiske rytmer og højt energiniveau
Ungdomskulturhuset Tapperiet har i denne weekend en energisk dobbeltkoncert på programmet.
Lørdag den 12. september spiller de to bands Larica og One More Than 12 koncert i Tapperiets koncertsal. Begge musikgrupper bevæger sig indenfor musikgenren ska-reggae, der kombinerer vuggende caribiske rytmer med et energisk tempo – en musikblanding, der garanterer en festlig og dansevenlig koncertoplevelse.
Larica er et københavnsk orkester med et brændende ønske om at skabe en alternativ form for moderne dansemusik. Det er den eksplosive live-optræden, der er i fokus, når bandet slipper deres eksperimentelle tilgang til jamaicanske rytmer løs. Laricas lyd stammer fra et globalt udsyn, hvor genrer fra hele verden blandes med en umiskendelig nordisk stil, og det alternative danseorkester leverer i den grad en original musikalsk oplevelse.
Hos bandet One More Than 12 lægges der ligeledes vægt på velspillet, vellydende reggae leveret med dynamisk energi. Med deres karakteristiske lydunivers og energiske sceneoptræden bekræfter One More Than 12 deres berettigelse på den danske reggaescene, og viser at den håndspillede, danske reggae går en lys fremtid i møde.
De to bands har til dobbeltkoncerten på Tapperiet taget DJ Belaj Kru med, der sørger for at holde pulsen oppe og danseskoene kridtede før, mellem og efter koncerterne.
Koncerten med Larica og One More Than 12 på Tapperiet finder sted lørdag den 12. september fra klokken 21. Dørene åbner en time inden koncerten. Billetter kan købes i forsalg på www.billetlugen.dk og på Tapperiet. Herudover vil det også være muligt at købe billetter i entréen på selve aftenen.