Fortsæt til indhold

På amerikansk skolebænk

Handelsgymnasiet har på ti år sendt 400 elever på college i USA - næste hold er klar til afgang

Arkiv
Af Agnete Vestergaard-Kristensen

61 elever fra Verdensklassen på Handelsgymnasiet tager i næste uge afsked med familie, kæreste og venner. De skal på et tremåneders skoleophold i USA. Halvdelen skal nyde træernes skiften til efterårsløv i Pennsylvania på Østkysten, mens den anden halvdel stiger af flyet i Californien, netop som de varme Santa Ana-vindene blæser ned over Vestkysten fra det hævede ørkenplateau længere inde i landet.

Lever og ånder USA

- Eleverne vil bo, leve og studere amerikansk. De møder verden, hvor den er. Faglighed kan vi sagtens levere herhjemme, men at få undervisning i international økonomi og afsætning i det amerikanske marked på amerikansk grund er noget helt, helt andet, siger uddannelsesleder på Handelsgymnasiet Jannie Illum Andersen. Eleverne er spændte på rejsen ‘over there’, der foruden skolegangen på lokale colleges tæller en ti-dages rundrejse i New York og Washington D.C. og indtil flere virksomhedsbesøg. - Det er ret spændende at tage på virksomhedsbesøg hos danske virksomheder i udlandet og høre, hvordan de forholder sig til markedet i stedet for bare at få det gengivet af lærere, som ikke selv har prøvet det, siger 16-årige Louise Carlsen og fortsætter: - USA er et stort og succesfuldt land med mange firmaer, der har opnået rigtig meget, og jeg tror da de fleste af os går med en drøm om at flytte til USA og bo og arbejde, siger hun.

God bless you

Eleverne, der indlogeres privat, har allerede været i kontakt med deres amerikanske familier via e-mail. Louise Carlsen skal bo hos en vietnamesisk-amerikansk familie, mens klassekammeraten Alexander Gyr på 19 år skal bo sammen med en kammerat hos en enke og hendes hund. - Hun lyder rigtig flink, og vi har allerede aftalt, at hun skal lære os at surfe, tage os med på roadtrips, og så har hun inviteret os til at tage med i kirke, for hun er katolik, og det lyder jo ret spændende, siger han. Den amerikanske kultur, der i højere grad end den danske, bygger på religiøse fællesskaber, er også noget af det, der interesserer 16-årige Marcus Christensen. - Jeg glæder mig meget til at opleve, hvordan det amerikanske liv adskiller sig fra vores. Min familie derovre er meget troende og går tit i kirke. I deres e-mails skriver de også “God bless you” (Gud velsigne dig, red.). Det overraskede lidt, men jeg glæder mig lidt til at prøve at blive en del af det, siger han.

En international fremtid

Der hersker ingen tvivl om, at eleverne nyder godt af undervisning med internationalt islæt. Noget, som de alle nikker genkendende til at ville bruge i fremtiden på engelsksprogede uddannelser på bl.a. Handelshøjskolen (CBS) eller Københavns Erhvervsakademi (KEA). Før Line Ravn Nilsson, 18 år, skal studere, drømmer hun dog om at følge i fars fodspor. -Jeg vil gerne have et sabbatår, hvor jeg tager til USA igen. Jeg vil, ligesom min far gjorde det, købe en tur/retur-billet på et år og så bare af sted med en rygsæk, siger hun.

En halvfuld kuffert

At være på egen hånd kræver en del gåpåmod, men alle fire er enige om, at det at blive taget ud af komfortzonen vil give et skub i den rigtige retning og gøre dem klar til et liv på internationale arbejdspladser. - Når man opholder sig i udlandet i længere perioder, får man en kulturel indsigt, man kan bruge i forretningsverdenen. USA har så meget at byde på, og det er så fedt, at vi får den her mulighed. Det er jeg helt forelsket i, siger Alexander Gyr, der allerede i 10. klasse var på skoleophold i Thailand, Cambodja og Australien. Om eleverne skal have noget særligt med i kufferten ud over særlig danske gaver til deres amerikanske familier? - Jeg skal bare sørge for, at den kun er halvt fuld, så der er plads til at tage en masse med hjem. Den skal proppes! siger Line Ravn Nilsson. avk@roskildeavis.dk