Drømmen er stadig OL i 2020
Triatleten Emil Deuleran fra Fredericia vandt 25.000 kroner i Lokalavisens talentjagt som årets sportstalent
“Og vinderen er: Emil Deuleran”.
Smilet blev en del bredere, da triatleten forleden blev hyldet som Årets Sportstalent. Emil Deleuran vandt 25.000 kroner i Lokalavisens talentjagt.
“Jeg var lidt nervøs - som før et løb, men jeg blev bare super glad da jeg vandt. Det er jo altid rart at blive anerkendt - især når man bruger så meget tid på sporten,” lyder det fra Emil, da avisen møder ham efter morgentræning i svømmehallen.
De 25.000 kroner falder på et tørt sted.
“Jeg har en del rejser og træningslejre, som koster penge. Jeg vil gerne være professionel, leve af min sport, men i triathlon skal man selv tjene sine præmiepenge. Man får ikke løn som for eksempel en fodboldspiller, så selvfølgelig er det rart med lidt på kontoen.”
Emil Deleuran, Fredericia Triathlon Team, har vundet olympisk guld for hold - og olympisk bronze individuelt. Senest tog han bronze ved europamesterskaberne i triathlon for hold. Individuelt blev han nummer 9 ved EM.
“Det var ekstremt tæt. Der var kun 10 sekunder op til nummer et,” fortæller Emil om den flotte præstation.
VM i Chicago
Næste udfordring ligger lige om hjørnet.
“Jeg skal til mit første junior VM. Det er den 17. september i Chicago,” fortæller triatleten.
Oplever du et stort forventningspres?
“Min træner - og mine forældre - er gode til at mindske presset. Fokus ligger ikke så meget på præstationen, men mere på hvordan jeg mestrer løbet. Jeg gør det så godt jeg kan. Så må det bringe mig derhen, hvor det gør.”
Emil overvejer at læse medicin, så der er noget at falde tilbage på. Lige nu går han på Fredericia Gymnasium. Gennem Team Danmark-ordningen kan han kombinere ungdomsuddanelsen med idræt på et højt og tidskrævende niveau.
“I denne uge har jeg fri til at træne. Det er nødvendigt lige op til VM. Jeg træner to gange om dagen. Hver dag.”
Hvordan holder du gejsten?
“Jeg vil gerne gøre det godt derovre, og det gør træningen nemmere. Boris (træneren) hjælper mig også med det mentale. Og faktisk kan talentprisen også være med til at bevare en positiv tankegang. Den minder mig jo om, at jeg kan gøre det godt.”
Ved VM i Chicago skal Emil ud på en halv OL-distance. 750 meter svømning, 20 kilometer cykling og fem kilometer løb.
“Det er både hårdt og sjovt. Det hele skal gå op i en højere enhed, og der er ikke råd til svagheder. Det er vanskeligt at lægge en taktik på forhånd. Kan jeg ramme frontgruppen på svømningen? Hvor stærkt cykler de? Man er ansvarlig for sit eget løb, så jeg må vurdere det undervejs.”
Uanset hvordan det går i Chicago, er der et stort mål i horisonten: OL i Tokyo.
“OL er det største. Det er en kunst bare at være der - og toppe der. Der er ingen tvivl: Drømmen er stadig OL i 2020.”
"VM står for døren. Der er ikke tid til pjat."
Emil Deleuran, triatlet