“Diskodans er en del af mig og min identitet”
Hos DK Dans i Vejle træner 22-årige Jeanette Høj Madsen til VM i diskodans
Hun har danset i cirka 15 år, er blandt landets dygtigste og har været med til EM.
7. oktober rejser hun så til Tyskland, hvor den står på VM.
Mød her diskodanseren den 22-årige Jeanette Høj Madsen fra Viby.
“Jeg har danset, siden jeg var tre år med nogle pauser ind imellem. Jeg var 11 år, da jeg startede til diskodans, og det er blevet en del af mig og min identitet,” siger Jeanette Høj Madsen.
Mindst to gange om ugen tager hun turen til DK Dans i Vejle, som ifølge diskodansere, er stédet, hvis du vil være god i Danmark.
“Det er også baggrunden for, at jeg har flyttet min træning derned,” siger Jeanette, der tidligere har trænet hos Footwork i Aarhuc C.
Når hun ikke enten danser, løber eller styrketræner, så læser hun til ergoterapeut, hvor hun mangler halvandet år.
Lige for tiden er det træningen, der er fokus på. Hun skal være klar, når VM starter, for hun skal på gulvet både i solo og i duo sammen med sin makker, Mille Fast fra Hørning.
Hun glæder sig til at skulle af sted, men har svært ved at tro, at det bliver til en podieplads. Til gengæld er målet at få de samme placeringer, som gjorde sig gældende ved EM. Her blev hun nummer 30 i solo og nummer 12 i duo.
En stor glæde
Hun havde slet ikke forventet at blive udtaget i solo til VM, da hun kom med på et afbud til EM. Men ved en udtagelseskonkurrence blev hun placeret på en samlet sjetteplads, og det gav lige præcis adgang til VM.
“Det skulle næsten have været filmet. Jeg stod bare og smilede til min mor, og troede ikke, at mit navn ville blive nævnt. Men da jeg hørte det, hoppede, skreg og krammede jeg sammen med min makker Mille, der også er udtaget,” fortæller Jeanette med et stort smil.
“Jeg får helt kuldegysninger af at tænke på det,” fortsætter hun.
En masse træning
Frem mod VM står den på træning fire-fem gange om ugen samt løb og styrketræning. Hun glæder sig til at komme til VM og nyder i det hele taget dansen, som hun ikke har planer om at slippe, så længe det føles rigtigt for hende.
“Jeg får en masse adrenalin i kroppen, og det går så hurtigt, når man er på gulvet. Jeg kan godt lide, at der er tempo på, og at vi gør noget ud af os selv med dragterne og makeup,” siger hun.
Hun har ingen drøm om at blive verdens bedste diskodanser, men til gengæld drømmer hun om at blive i miljøet, også når dragten er lagt på hylden.
“Det kunne være sjovt at blive i den her verden. Jeg vil gerne give det videre, som jeg selv har fået med. Der er desværre ikke særlig mange instruktørjob, men jeg håber, at jeg kan finde et, når jeg en gang ikke selv danser mere,” siger Jeanette.