Fortsæt til indhold

Give Vinhandel i nyt samarbejde

Arkiv
Jørgen Flindt

Give Vinhandel forbliver sig selv, men så alligevel ikke, for et nyt samarbejde åbner op for helt nye muligheder for vinhandleren i Østergade. Som noget nyt bliver Give Vinhandel en Skovgaard Vine Partner butik.
“Samarbejdet med Skovgaard Vine er ikke ensbetydende med, at jeg går med i en kæde. At være Partnerbutik hos Skovgaard Vine kan vel sammenlignes med de frie købmænd. Jeg bestemmer 100 procent fortsat alt og plukker selv i sortimentet hos Skovgaard Vine. Jeg ved jo bedst, hvad der sælger her i området, og hvad mine kunder efterlyser. Og samtidigt med dette ønsker jeg jo de rigtig mange faste Skovgaard Vine kunder fra området hjerteligt velkommen her i Give og skal nok sørge for, at jeres favorit vine også er på hylderne” siger Tommy Albrechtsen, der er indehaver af Give Vinhandel i en pressemeddelelse.
Samarbejdet betyder, at døren dermed er åbnet ind til en helt ny verden af vine.
“Jeg har gjort klar til masser af nyheder i butikken på Østergade. Som Skovgaard Vine Partnerbutik får jeg adgang til et enormt sortiment af vine fra hele verden. Især vine fra Australien er en af spidskompetencerne, hvor brands som Woodstock, Henley Park og ikke mindst RedHeads Studi vinene er eftertragtede. Mest kendt er dog McPherson Winery The Full Fifteen som har været Skovgaard Vines mest solgte vin i over otte år med over en million solgte flasker alene af denne vin.”
“Jeg har ikke lige plads til alle 1500 forskellige vine som Skovgaard Vines sortiment rummer, men jeg har plukket de mest succesfulde, og dem som jeg tror på, vil passe godt ind her i Give,” nævner han.
Der er 'åbningsfest' i Give Vinhandel i hele uge 38.