Fortsæt til indhold

Legepladsen ved Sdr. Vang skal totalrenoveres

Mere end fire millioner bruges på nye faciliteter og sikring af området

Arkiv
Simon Carlson

Legepladsen ved Sdr. Vang Skole er nu så nedslidt, at den skal igennem en fuldstændig renovering og efterfølgende genetablering. Det besluttede de politiske partier i byrådet, da de indgik forlig om kommunebudgettet for 2016. Der er afsat 4,450 millioner kroner til projektet.


I forslaget lyder det, at idet skolen generelt har små udearealer og et relativt stort antal elever, så er der et omfattende slid på legepladsen. Derfor skal pengene både gå til at renovere og sikre de eksisterende faciliteter men også etablere helt nye.
Således kan Sdr. Vang Skole se frem til en helt ny multibane med kunstgræs-underlag, der blandt andet er egnet til fodbold, basketball og andre boldspil.

Kan blive farligt

Legepladsen har længe været et diskussionspunkt blandt partierne, men det er altså først nu, der er fundet penge til det. Blandt andet Socialdemokraterne har haft projektet på ønskesedlen i lang tid, og derfor glæder gruppeformand Christian Haugk sig over udsigten til istandsættelsen på trods af, at det er et stort beløb, der skal hives op af kommunekassen.


“Vi har også stillet spørgsmål til, hvorfor det bliver så mange penge, men det er simpelthen fordi, der skal gennemrenoveres, og det er hamrende dyrt. Men det er så alvorligt, at vi bliver nødt til at gøre noget, for det kan blive direkte farligt, hvis vi ikke gør, så det er virkeligt tiltrængt. Det er et punkt, der allerede har hængt alt for lang tid,” siger Christian Haugk. Det vides endnu ikke, hvornår arbejdet med at renovere legepladsen påbegyndes.