Fortsæt til indhold

Brandmænd indtager Christiansfeld

Arkiv
Arkiv

En ekstra dimension føjes til Unesco-byen Christiansfeld, når op mod et par hundrede frivillige brandmænd fra hele Sønderjylland lørdag den 12. september marcherer gennem den historiske bymidte.
Brandmændene deltager i Sønderjysk Frivillige Brandværnsforbunds årlige stævne, som i år arrangeres af det lokale Tyrstrup Frivillige Brandværn.

Forbundet er paraplyorganisation for ca. 1.500 frivillige brandfolk, som er aktive i de 52 sønderjyske brandværn.
Der vil være velkomsttaler af Tyrstrup Frivillige Brandværns kaptajn, Jens Erik Lind, Koldings borgmester Jørn Petersen, kommunens beredskabschef Søren Ibsen og formanden for Sønderjysk Frivillige Brandværnsforbund, Henrik Sohl.
Herefter holder forbundet sin ordinære generalforsamling, hvor der også uddeles hæderstegn til de brandfolk, der har været aktive i mange år. Når den mere formelle del af stævnet er overstået, skal der klokken 12.00 spises stegt flæsk med persillesovs på Christiansfeld Skole.