Fortsæt til indhold

Børnene i Gemsevejen holdt deres egen festuge

Fredag den 28 august afsluttede Gemsevejens Børnehus deres årlige festuge med en sjov og humoristisk koncert med Steen og Hyggenotterne.

Arkiv
Arkiv

Showet udfordrede børnenes tabuer omkring virkelighed og fantasi, fx om julemanden findes eller ej, om kanibalen Konrad virkelig spiser børn til morgen mad og om man kan stå på ski i Dorthes lange hår. Børnene var dog ikke i tvivl om hvornår noget var fup eller fakta. Selvfølgelig findes julemanden og selvfølgelig er der ingen som spiser børn til morgenmad. Og der var stor måben da malebogen blev tryllet fyldt med farverne fra børnenes tøj. Men også dette mente børnene var snyd.
Baggrunden for den lokale festuge er, at Gemsevejens Børnehus - inspireret af Køge Festuge - gerne vil give børnene en anderledes uge i institutionen, og synes at konceptet med en hel uges fest er pragtfuldt. Det startede med at børnehavebørnene tog til Køge Festuge og havde nogle oplevelser der. Det ville personalet også gerne give de yngste børn mulighed for, men det var en udfordring at komme afsted med bus og barnevogne.
- Derfor lavede vi vores helt egen festuge hjemme i institutionen. Festugen blev en succes og er nu blevet en tradition for helehuset. Hver år laves en billedvæg fra ugen, så børnene længe kan mindes og snakke om det som skete, lyder det fra institutionen.
I år har der været optog gennem byen, båldag, maledag og "fri for mobberi" dag samt endelig afslutning med Steen og Hyggenotterne, hvor også de andre institutioner i lokalområdet var inviteret. En herlig uge hvor børnene får mange meget forskellige kulturelle oplevelser i lokalområdet. Blandt andet takket være Køge kommunes tilskud til koncerten, en stor gruppe engagerede børn og et vejr som alligevel ikke var så dårligt som først spået.