De nominerede er fundet til lokal debutantpris
Seks forfattere er nomineret til lokal debutantpris på Vejle Bibliotek
Den 25. september bliver Danmarks største debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensen kulturlegat, uddelt på Vejle Bibliotek. Juryen har offentliggjort hvilke seks forfattere, der skal kæmpe om legatet og de to pengepræmier på hver 50.000 kroner. Se de nominerede i faktaboksen.
Legatet blev stiftet efter Vejles landskendte boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen og uddeles til en yngre dansk forfatter, der har haft en lovende debut.
Prisen blev uddelt for første gang i 2006 og er tidligere vundet af blandt andet Kim Leine, Amalie Smith, Lone Aburas og Yahya Hassan.
De nominerede værker er alle udkommet mellem 1. august 2014 og 1. august 2015.
Nominerede værker til Bodil og Jørgen Munch-Christensen kulturlegat:
Ina Munch Christensen for 'Nielsine'
Pernille Abd-el Dayem for 'Inden for revet'
Caspar Eric for '7/11'
Rolf Sparre Johansson for 'Søvn'
Niviaq Korneliussen for 'HOMO sapienne'
Christoffer Ugilt for 'Individ i fællesskab'