Fra felten til sygehus

Egentlig følte hun, at hun havde fundet drømmejobbet, da hun for et par år siden pakkede præstekjole og privatliv ned for at flytte fra hovedstadsområdet til Vestjylland. Tiden som sognepræst i Henne-Lønne Sogn har da også været fantastisk. Faktisk så fantastisk at den 41-årige Pernille Svenningsen længe så sig selv blive gammel på det sted, men indimellem slår livet en kolbøtte og noget ændrer sig.

Nogenlunde samtidig som Pernille Svenningsens liv gjorde det, søgte Kirkeministeriet en ny sygehuspræst til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Efter otte år på posten har Marianne Zeuthen valgt at skifte sygehus ud med sogn og er blevet traditionel sognepræst i Sønderjylland. Den 1. september trådte Pernille Svenningsen i hendes sted på sygehuset.

“Jeg har elsket at være sognepræst, men har samtidig også altid haft en stor interesse for de anderledes præstestillinger, så da min livssituation ændrede sig, og jeg så stillingen som sygehuspræst var jeg ikke tvivl om, at det skulle prøves,” smiler Pernille Svenningsen, der også tidligere har været feltpræst i Afghanistan.

Præstekjole og hæle

Sygehusets nye præst tager imod Lokalavisen i tætsiddende sorte bukser, hvid skjorte, sort blazer og høje hæle.
Ikke mange ville lade Pernille Svenningsen gå for at være præst, hvis de mødte hende i Kongensgade, men det er også sådan, at patienter, pårørende og ansatte på sygehuset vil få hende at se. Præstekjolen er hængt bagerst i skabet, og hælene fundet frem - dem elsker hun.

Handler om at være

Det er i det hele taget et noget anderledes liv, som Pernille Svenningsen har taget hul på. Esbjerg kender hun kun fra nogle sporadiske besøg i Kongensgade, mens hun var præst ude vestpå, men hun kan lide, hvad hun ser og oplever - faktisk så meget at hun har købt hus for at blive.

“Det bliver noget helt andet. I sognet kom folk jo i vid udstrækning til mig, her skal jeg komme til dem, og det handler rigtigt meget om, at jeg her i starten skal gøre mig synlig på sygehuset, så flest mulige bliver klar over, at jeg er til rådighed for dem,” siger Pernille Svenningsen, der også forventer meget kontakt med sygehusets personale - dels fordi de i vid udstrækning vil henvise patienter og pårørende til hende, men til dels også fordi at de som mennesker kan få brug for hende.

“En del ansatte har jo svære opgaver stort set hele tiden, hvor de skal forholde sig til alvorlig sygdom og være der for patienterne. Det skal jeg også, men på en anden måde,” siger Pernille Svenningsen og fortsætter:

“De ansatte har fokus på at gøre noget, på at behandle. Jeg skal ikke på samme måde skabe resultater, men lytte og “bare” være med patienter og pårørende i det, de nu er i. De kan føle uretfærdighed og sidde med spørgsmålet: Hvorfor mig? Hvorfor os?, og der kan jeg være der for dem.”