Fortsæt til indhold

Mennesker lever i virkeligheden og ikke i modelberegninger

Arkiv
Arkiv

DEBAT
Sonny Berthold
Smalfort 16, Egtved
Regionsrådsmedlem (V),
Region Syddanmark , Fhv.
Formand for Teknisk Udvalg,
Vejle Kommune , Fhv. Borgmester,
Egtved Kommune

Et gammeldags FDM-kort over Danmark eller nutidens GPS giver en god forestilling om rute, rejsetid, ankomst, med mere, og er således en god modelsimulation af virkeligheden – men fortæller ikke noget om rejseoplevelsen, om et rådyr løber over vejen eller om sigtbarheden på bestemmelsesstedet.
Kortmodellen er god, men altså ikke tilstrækkelig til at forudsige virkeligheden.
På samme måde forholder det sig med støjberegninger og visualiseringer ved de planlagte vindmøller i Vandel. Det er modeller, som beskriver nogle enkelte forhold svarende til bilatlas eller GPS, men som jo ikke medtager alle de indtryk og påvirkninger, som et områdes borgere og natur udsættes for.
Når modeller kun kan være vejledende, men aldrig fuldstændig retvisende, er det forståeligt, at de borgere, som lever og færdes i området 24/7 året rundt, er bekymrede for påvirkningen af deres hjem og dagligdag, faldende huspriser eller ændringen af områdets naturoplevelse og rekreative værdier. De kan se og høre møllerne når de står op, når de går i seng, når de kommer hjem fra arbejde, når de vil nyde stilheden på terrassen, – til gengæld kan de ikke se eller høre de store møllers betydning for deres sundhed på kort og lang sigt.
Møllernes antal og især størrelse i Vandel gør det forståeligt, at borgene er bekymret i området. Her hjælper Vindmølleforeningens udtalelser ikke meget, citat: ”Vi har sat møller op i 35 år, og der er ikke et eneste registreret tilfælde af et menneske, som er blevet syg af at bo i nærheden af en vindmølle.”
Møllerne dengang var 30, 40 eller 50 m høje – nu er de 3-4 gang så høje, og har dermed et 9-16 gange så stort vingeareal og et 27-256 gange så stort rumfang. En eneste af de store møllers dimensioner svarer til 200-300 af de møller, man stillede op for 35 år siden. En udtalelse som denne siger intet om fremtidens sundhedspåvirkning – det svarer ikke engang til at sammenligne æbler med pærer.
Jeg vil opfordre Vejle Kommune til at udsætte sin stillingtagen til vindmøllerne i Vandel indtil man kender konklusionerne fra Sundhedsundersøgelsen. Herved kan en beslutning træffes på det mest oplyste grundlag til bedste for de mennesker, der dagligt lever og færdes i den virkelighed, beslutningen vedrører.