Åben Dans bliver kongelig
Egnsscenen i Roskilde rykker midlertidigt til hovedstaden
Egnsteatret Åben Dans fra Musicon rykker for en periode til hovedstaden for at optræde i Det Kongelige Teaters skuespilhus med forestillingen ‘Horisonten’. - Man får ikke en større medspiller og en co-produktion med Det Kongelige Teater giver os mulighed for at lave noget, vi ellers ikke har mulighed for, siger teaterleder Lisbeth Klixbüll fra Åben Dans. - Selv om stykket bliver vist i Skuespilhuset i København, har vi gjort alt for at det også skal være en Roskilde-begivenhed. - Vi har simpelthen arrangeret en mulighed for at køre til og fra København i fællesskab i en bus. Inden vi tager af sted, er der en let servering, og vi viser en dokumentarfilm om skabelsen af stykket. Samtidig har vi en installation med bagtæpper fra det kongelige på vores egen scene. - På den måde kan vi lave en fælles Roskilde-oplevelse, siger Lisbeth Klixbüll. Stykket bliver vist 19 gange, og det er muligt at købe Roskilde-billet til alle forevisningerne. Billetterne sælges via Åben Dans hjemmeside ‘abendans.dk’. Første forestilling er fredag 11. september. - Det er et stykke, som instruktør Catherine Poher og kunstnerisk leder Thomas Eisenhardt har skabt, efter at Catherine havde set nogle af de gamle bagtæpper, som det kongelige har på lager, siger Lisbeth Klixbüll. - De tre kunstarter, ballet, skuespil og opera er med i forestillingen, og vi har to dansere med. Der er i alt 22 medvirkende. Teatret beskriver selv stykket som en ‘Bevægende teaterforestilling om hjertets og fysikkens love’.