Cirkusbilletter på højkant
Sammen med Cirkus Dannebrog udlodder Lokalavisen 15x2 billetter til årets sidste forestilling
En lang og god cirkussæson er ved at være ovre for det cirkus, som kalder sig “Danmarks Nationalcirkus”. Nu venter vintersæsonen med planlægning af den kommende sæson.
Når man bor her i kommunen - mere præcist i Mølby - så er det oplagt at årets sidste forestilling finder sted i Vojens. Det gør den så, mere præcist lørdag den 26. september klokken 16.00. Og for at fejre, at det netop er her i kommunen cirkus holder til, har direktør Agnete Louise Enoch valgt at udlodde hele 15x2 billetter til heldige læsere af Lokalavisen Haderslev.
En stor sæson
Cirkus Dannebrog kan se tilbage på en stor sæson med masser af glade mennesker i de utallige byer, som er blevet besøgt. Og for direktøren selv bliver den kommende sæson nok endnu større:
“Den bliver lidt speciel. For da kan jeg fejre mit 40 års jubilæum i Cirkus Dannebrog, samtgidig med at jeg fylder 60,” fortæller hun.
Men indtil videre gælder det 2015 sæsonen og den er fyldt med alle de farver, al den fest og al den drama, som et cirkus skal være. Her er klovner, vilde dyr og hjertestoppende akrobatik i verdensklasse.
Hvis du vil deltage i konkurrencen om de mange billetter skal du sende os en mail eller et brev, hvori du skriver din navn, dit telefonnummer og svaret på gåden: “Hvor bor Cirkus Dannebrog om vinteren?”
Mail adressen er red-hv@lokalavisen.dk - postadressen er Gravene 8, 6100 Haderslev. Vi skal have dit brev eller mail senest på fredag den 18. klokken 12.00. Da trækkes der lod, og alle får besked direkte.
Mærk dit brev eller din mail med “Cirkus”.