Ung mand gemte sig i en busk
En 19-årig mand fra Fredericia forsøgte klokken 19:28 lørdag aften at stikke af, da politiet ville standse ham i bil i Norgesgade. Men han havde slet ikke evnerne til at håndtere en biljagt, så allerede i Sjællandsgade ramte han en parkeret bil, som blev skubbet videre ind i en anden parkeret bil.
I første omgang kørte han videre efter at have ramt de parkerede biler. Men senere droppede han bilen og forsøgte at gemme sig til fods. Han blev fundet i en busk i en nærliggende have.
På det tidspunkt havde den 19-årige tilsyneladende opgivet at flygte yderligere. I hvert fald kunne han anholdes uden yderligere dramatik, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Den 19-årige sigtes nu blandt andet for at køre bil, mens han var påvirket af både alkohol og andre stoffer. Han var også besiddelse af hash, da han blev pågrebet.