Fortsæt til indhold

Fin fremgang for HTX

Gymnasierne HTX og den internationale IB på EUC Syd har rundet tilsammen 500 elever

Arkiv
Arkiv

Efter at endnu et par elever har valgt at skifte fra andre gymnasier til HTX eller IB, er der nu mere end 500 elever på gymnasierne på EUC Syd. For et år siden var tallet 410 elever.
Succesen på EUC Syd betyder ikke, at man læner sig tilbage. Skolen har en målsætning om, at endnu flere i fremtiden skal tage en teknisk eller international studentereksamen.
"Vi arbejder målrettet for hele tiden at give vores elever et interessant studiemiljø og nogle spændende udfordringer i deres uddannelse. Derfor bliver vi også ekstra glade, når det afspejler sig i konkrete resultater, som vi ser her," siger Peter Frost Brodersen, der er afdelingschef for det tekniske gymnasium i Sønderjylland.

En krævende uddannelse

Den tekniske gymnasieuddannelse HTX og den internationale IB er to af de mest krævende studentereksaminer i Danmark, lyder det fra EUC Syd, som også fortæller, at man er meget konsekvente i forhold til elevernes studieaktivitet. Er en elev ikke dedikeret og engageret i sin uddannelse, så må vedkommende finde sig en anden skole at gå på. Til gengæld gør skolen meget for at støtte op om den enkelte elev og det sociale sammenhold.
"Vi kræver rigtig meget af vores elever, men vi lægger os hele tiden i selen for, at vores elever kommer ud med et godt resultat og har de bedste forudsætninger for at læse videre. Derfor er det også dejligt at se, at endnu flere elever har fået øjnene op for de fremtidsmuligheder en HTX uddannelse giver," siger Bente Lyck-Damgaard, der er rektor for det tekniske gymnasium i Sønderjylland.

Foto: EUC Syd

Højt gennemsnit

Eksamensresultaterne for sommeren 2014 viste, at gymnasieeleverne på EUC Syd kom ud med det højeste snit blandt alle danske gymnasier i Sønderjylland. EUC Syd har afdelinger både i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder.
"Det er et vedvarende mål for os, at vores elever skal være tilfredse med de centrale ting som undervisning, deres lærere og det sociale miljø på skolen. Hvis det er opfyldt, så er det vores tese, at det er understøttende for gode faglige resultater," siger rektor Bente Lyck-Damgaard.