Du hjælper bedst via Røde Kors
Beredskabschef Jarl Vagn Hansen beder nu befolkningen om at aflevere donationer til Dansk Røde Kors.
I kølvandet på de mange flygtninges ankomst til Padborg er lokalbefolkningen begyndt at indsamle og aflevere donationer på modtagestationen på Frøslev-Padborg Skole.
Nu melder beredskabschef Jarl Vagn Hansen fra Aabenraa Brand & Redning, at der ikke skal afleveres mere på skolen i Padborg:
"Vi drukner faktisk i tøj, bamser og madvarer dernede nu. Jeg vil bede folk om i stedet at aflevere donationer til Dansk Røde Kors, så donationerne ikke går til spilde," fortæller Jarl Vagn Hansen.
Samarbejde mellem kommuner
Aabenraa Brand & Redning har efter politiets anvisning oprettet en modtagestation på Frøslev-Padborg Skole, hvor beredskaberne fra hhv. i Tønder, Haderslev og Sønderborg Kommune også deltager i opgaveløsningen.