Sådan kommer du bedst af med flisepest
Bolius har testet 4 metoder til at fjerne flisepest fra fliserne på terrassen. En klar vinder blev terrassevaskeren, mens metoden med kost og fugesand blev klart dårligst
Flisepest kan i den grad skæmme udseendet på din fliseterrasse eller fliseindgangen til din bolig. Men nu har Bolius fundet frem til den mest effektive metode til at komme af med skidtet. I en uvidenskabelig, men meget grundig test har Bolius' fagekspert, arkitekt Ole Vedsted Jacobsen, testet 4 metoder mod flisepest. Det var Borup Fliserens, brun sæbe, fugesand og kost samt en terrassevasker også kaldet patio cleaner.
Testen viser klart, at terrassevaskeren er den mest effektive metode. Det er samtidig også den nemmeste og har ydermere den fordel, at du slipper for kemi. Eneste ulempe er, at patio cleaneren også fjernede mos og sand fra fugerne mellem fliserne, som derfor skal efterfyldes med fugesand.
Næstbedst i testen var Borup Fliserens. Metoden tager længere tid end terrassevaskeren og leverede ikke helt så flot et resultat med det samme. Dog har fliserensen haft en effekt i tiden efter testen, og resultatet er her et par uge efter testens udførelse meget tæt på resultatet af terrassevaskeren. Ulempen er, at det er et kemisk produkt.
Brun sæbe virkede til dels, men var ikke lige så effektiv som fliserensen og terrassevaskeren og krævede samtidig en del mere arbejde. Metoden med brun sæbe fungerer ved, at du laver en opblanding af 1,5 dl fast brun sæbe til 5 liter vand. Opblandingen påføres området, der skal renses, og det skrubbes grundigt med en stiv kost eller børste. Efterfølgende skylles området efter med masser af vand for at undgå, at den brune sæbe efterlader en hinde på fliserne.
Fugesand og kost
Det dårligste resultat var uden tvivl fugesand og kost. Selv med temmelig meget knofedt, gjorde det kun en meget lille forskel på flisepesten. Ideen er, at du bruger sandet som ‘slibepapir' og med en stiv kost skraber overfladen af dine terrassesten, så flisepesten fjernes.
Specielt, hvis du har en terrasse af en vis størrelse, virker det ikke som en holdbar løsning, da det vil kræve et utrolig stort arbejde at opnå et bare nogenlunde resultat.