Vi skaber liv midt i døden
- Vi har den bedste arbejdsplads, fortæller Jette Nielsen, der har nomineret Hospice Sjælland i dysten om at finde Roskildes bedste arbejdsplads. Jette Nielsen er uddannet sygeplejerske og har været i bygningerne i Trekroner i fire et halvt år. Hun forklarer, at det at stå ansigt til ansigt med døden er en meget vanskelig og smertefuld situation for både den syge og deres pårørende. - Ofte deler de deres tanker og følelser med personalet, og jeg ser det som en kæmpe tillidserklæring og et stort privilegium at blive inviteret tæt ind i et fremmed menneskes liv. Jette Nielsen har 45 kollegaer fordelt på mange faggrupper, der arbejder tæt sammen om at lindre den svære tid for patienterne og deres pårørende. Desuden arbejder personalet også sammen med omkring 50 frivillige, der hjælper med praktiske ting og prøver at skabe hygge med blomster, fælles sang og arrangementer .
Livet leves
Jette Nielsen forklarer, at selvom alle på stedet har døden tæt inde på livet hver eneste dag, så tilstræber de, at den sidste tid for patienterne bliver livgivende. Hospice Sjællands motto er da også: Hospice- stedet hvor livet leves. - Vi er sammen om en hård tid, derfor møder vi det triste med glæden, forklarer sygeplejersken. Samtidig får sygeplejerskerne lov til at koncentrere sig om en til tre patienter, som de sørger for på alle måder. - Jeg står for pleje, medicinering, samtaler, vask og alt andet med min patient, siger Jette Nielsen og fortsætter: - Det betyder, at vi får lov til at gå i dybden med vores arbejde og følge det helt til dørs. Det er en meget tilfredsstillende fornemmelse, siger hun og fortsætter: - Vi passer på hinanden midt i det svære, og når det alligevel bliver for hårdt, får vi supervision, siger Jette Nielsen. Hun forklarer, at hun bliver mødt med kram fra kollegaerne, når hun møder på arbejde, og at alle faggrupper lige fra køkkenpersonale, til fysioterapeuter og sygeplejesker arbejder tæt sammen om hverdagen. - Her er god stemning, her er smukt og alle arbejder sammen om et godt formål. Derfor er Hospice Sjælland den bedste arbejdsplads i Roskilde. ag@roskildeavis.dk