Vestmedia fusionerer med Moove Advertising og flytter til Esbjerg
Vestmedia fra Varde og Moove Advertising fra Esbjerg og Aarhus fusionerer deres reklamebureauer
Det er to gammelkendte reklamebureauer, der er fundet sammen. Moove er 28 år og Vestmedia er 35 år. Sammenlagt er der 63 års solid erfaring med reklame, markedsføring, kommunikation og design.
"På begge bureauer har vi de klassiske dyder med fokus på kreativitet, godt håndværk og effektive metoder, der virker som tiltænkt for vore kunder. Vi samler vore kompetencer, og er nu endnu stærkere. Det handler især om at levere mere dybde og mere bredde i det samlede billede af reklame og markedsføring, levere det unikke, og de metoder vi ved virker," siger Johnny Olsson, direktør hos Moove Advertising A/S.
Unikke særkender Et af de markante særkender hos Vestmedia er, at bureauets stifter og ejer Niels-Henrik Iversen brød et monopol i 2004, hvor han lancerede den digitale biografreklame med ny avanceret teknik og nye metoder. Det betyder at Vestmedia er idé udvikler, landsdækkende producent og distributør af reklamefilm til danske biografer og virksomheder. Bureauet er online med biografernes lærreder og kan indsætte biografreklamer inden for en time. Et andet særkende i Vestmedia er unikke tekster og koncepter i området business to business.
Stort biografsamarbejde
Vestmedia har et tæt og godt samarbejde med 26 biografer i Danmark. De har et samlet publikum på over 1 million mennesker.
"Vi producerer over 100 reklamefilm om året, som ses i biografer og på TV, ligesom vi producerer profilfilm, salgsfilm og undervisningsfilm til industrivirksomheder og institutioner over alt i Danmark. Det er områder, vi videreudvikler på. Sammen med Mooves erfaringer med sociale medier og loyalitetsklubber udvikler vi nu også Apps til smartphone, som vi ruller ud til forskellige målgrupper," siger Niels-Henrik Iversen fra Vestmedia.
Nyt navn
Navnet er Moove Advertising – Det fremadrettede navn er Moove. Der er ”bevægelse” i navnet, og nu med 16 medarbejdere i Esbjerg og Aarhus.
"Jeg synes, det er det helt rigtige, at Vestmedia skifter navn og flytter til Energimetropol Esbjerg, som også andre liberale erhverv har rationaliseret sig frem til at gøre.
Vi er ikke kede af vores adresse i Varde, men vore kunder i f.eks. Sønderborg, Aarhus, Holbæk, København og Varde er mere interesserede i kompetencerne end adressen. Kirken på Østervold i Varde sættes til salg og vi har fremover kontor i Esbjerg og Aarhus," siger Niels-Henrik Iversen, der har fokus på idé udvikling og tekstforfatning.