Legoland udvider med nyt Ninjago-område
Ninjaerne kommer til Billund, når Legoland åbner det nye Ninjago-område
Året 2016 bliver det største investeringsår i Legolands historie med et samlet beløb på 85 millioner kroner. Bag investeringen ligger et helt nyt Ninjago-område på mere end 5000 kvadratmeter, der åbner sammen med resten af Legoland i marts 2016.
“Ninjago er et univers, der er kendt og elsket af børn i hele verden. Historien handler om venskab, det gode mod det onde og ikke mindst en masse aktiv leg, som gør den helt oplagt at levendegøre i en Legoland park,” siger direktør i Lego, Christian Woller.
Det nye Ninjago-område byder blandt andet på den verdensnyheden Ninjago-The Ride.
En forlystelse med en helt særlig teknologi, der gør det muligt at lave gæsternes bevægelser om til ninjakræfter.
“Gæsternes egne bevægelser er omdrejningspunktet for hele forlystelsen. Deres ninjaslag flyver gennem luften, alt imens de rejser gennem et overvældende Ninjago 4D-univers, der udfordrer alle sanser. Det kræver præcision og teamwork, og det er aldrig set før i en forlystelsespark,” siger Christian Woller, der har store forventninger til den splinternye forlystelse.
“Vi tør godt love, at vi løfter barren for, hvor meget man lever sig ind i en af vores forlystelser,” siger han.