Blød start på Røde Port
Borgermøde tirsdag aften med 100 deltagere for at få gang i dialog med borgerne
Debatten om det kommende Røde Port-projekt, der i virkeligheden er flyttet til Ny Østergade syd for stationen, startede meget blødt tirsdag aften i Roskilde-hallerne. Knapt 100 mennesker var mødt frem i modsætning til de 500 rasende modstandere, der dukkede op for et par år siden, da arkitekt Claus B. Hansen, første gang præsenterede sin ide.
Han var også med denne gang, men i mellemtiden har kommunen overtaget initiativet og er startet forfra uden nogen bestemte forudsætninger. Claus B. Hansen har dog fortsat en slags 'forkøbsret' til at gennemføre projektet, når et vinderprojekt er fundet
En aftale er opnået med BaneDanmark, der ejer de 30.000 kvadratmeter med p-pladser og ranger-spor syd for stationen. Derfor var mødet tirsdag en første offentlig debat, hvor alle borgere kunne komme med deres ønsker til det kommende byggeri. Det kan de også ved at henvende sig til kommunen gennem de sociale medier eller på mail frem til 25. september.
Konkurrence i to etaper
Efter denne første offentlige debat, hvor Roskilde skal formulere sine ønsker til byggeriet, udvælges op til syv firmaer, der skal komme med et forslag, som lever op til disse krave.
Derefter udvælges to-tre forslag, som fortsætter i konkurrencen og skal uddybe deres forslag. Det foregår i samarbejde med det internationalt anerkendte byudviklings-firma Gehl, som kommunen har hyret til at hjælpe sig i denne proces.
I sommeren 2016 findes så en vinder, og derefter kommer en ny offentlig debat om dette projekt og den tilhørende lokalplan. Rent fysisk kan de første anlægs-arbejder tidligst starte i 2017.
Et sted med liv
I sit oplæg forklarede borgmester Joy Mogensen, hvorfor et næsten enigt byråd ønsker at gå videre med Røde Port-projektet:
- Vi ser det som noget nyt, der kan berige de mange øvrige aktiviteter i byen og sikre, at Roskilde fortsat er den mest spændende og aktive by på Sjælland udenfor København. Vi skal ikke kun være et sted, man bor, men også et sted man lever,
Derefter gennemgik hun forbindelsen til nogle af de øvrige store projekter, som kommunen har sat gang i. Lige fra det nye Stændertorv, Kulturstrøget nord for hovedgaden, Byens Hus i det gamle rådhus og et nyt parkeringshus på Sortebrødre Plads.
- Jeg hører ofte, at Roskilde er helt død, når butikkerne er lukket klokken 18. For at gøre noget ved det skal vi sørge for mange nye boliger af forskellig slags, så de unge og andre også har råd til at bo i Bymidten.
- Projektet i Ny Østergade skal forbindes med resten af centrum og give mere liv til byen - ikke ødelægge det eksisterende, konkluderede borgmesteren.
Tæt byggeri
Helle Søholt, der er medstifter og partner i byudviklings-firmaet Gehl, forklarede kort om nogle af de krav, som Roskilde skal stille til det nye projekt for at få en god by:
- Vi er helt tæt på stationen og skal have et tæt byggeri med plads til mange boliger, kontorer og forretninger i stueetagen, så der er mennesker døgnet rundt, Det skal være et sted, hvor man har lyst til at blive lidt - Og ikke bare skynder sig væk fra. Vi skal se det som en del af Roskildes Bymidte, hvilket blandet andet betyder, at stationen ikke længere ligger i udkanten af centrum, forklarede hun.
Efter de forskellige oplæg havde deltagerne i borgermødet mulighed for at være med i gruppearbejde, hvor forskellige sider af projektet blev præsenteret nærmere.
Her kunne de også aflevere ideer til, hvad Roskilde skal kræve af det kommende byggeri.