Byrådsmedlem og café-ejer taber til Vejle Kommune
Martin Sikær Kristensen (S) har hverken krav på genhusning eller større erstatning efter ekspropriation af hans café i Jelling
Vejle Kommune blev helt og aldeles frikendt i café-ejer Martin Sikær Kristensens retssag ovenpå lukningen af hans Café Conrad i Jelling. Dommen blev afsagt i retten i Kolding i dag.
Martin Sikær havde to anklagepunkter mod kommunen, der i 2010 eksproprierede den ejendom, hans havde lejet sig ind i for at drive café. Dels mente Martin Sikær, at kommunen havde lovet at genhuse hans café. Og dels mente han, at ekspropriations-summen var for lille. Begge dele afvises af retten, der pålægger Martin Sikær at betale kommunen 120.000 kroner i sagsomkostninger.
"Jeg er rystet over at tabe. Kommunen havde lovet mig andre lokaler. Jeg er hundrede procent sikker på, at jeg har ret - og så er det svært at acceptere et nederlag," siger han.
Martin Sikær har endnu ikke besluttet, om han vil anke sagen.
"Jeg havde egentlig lovet familien, at det skulle slutte her. Men det er svært at overholde. Jeg havde forberedt mig på ikke at være en dårlig vinder - men jeg havde ikke forberedt mig på at skulle være en god taber," siger han.
Retten har givet ham 14 dage til at betale kommunen de 120.000 kroner.
Borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) tager dommen til efterretning.