Fortsæt til indhold

Nyt tiltag på biblioteket

Tag kage med og betal kun halv pris for ’Spor af Barndom’

Arkiv
Lars Saugbjerg

Husker du barndommens kagebord? Måske stod der marmorkage, sandkage, chokoladekage eller mazarinkage på bordet. Find opskrifterne frem, smæk kagerne i ovnen og tag lækkkerierne med på biblioteket den 26. september. Så får du en hel eftermiddag i bøgernes og kagernes tegn - for det halve.

Spor af Barndom

Spor af Barndom, hedder arrangementet, hvor Fredericia Bibliotek inviterer dig en tur ned ad mindernes allé. Alle kan tage med, når blandt andre historikeren Ove Dahl, der elsker kanelsnegle, vender tilbage til 60'erne og 70'erne. Tænk på spolebåndoptagere og Verner Panton lamper. Hvordan var det nu det var? Ove Dahl kender svaret.
“Vi forsøger os med et nyt koncept: En tema-eftermiddag, hvor vi vender tilbage til barndommen for en stund,” siger bibliotekar Marion Tirsgaard, der elsker gammeldags æblekage.
“At skrue tiden tilbage til barndommens oplevelser, er en populær trend i bogverdenen. Ikke kun i biografier, men også i romaner,” fastslår bibliotekar Katrine Bolton, der elsker drømmekage.
Eftermiddagen er skruet sammen, så man kan gå til og fra de forskellige tilbud. Mød forfatteren Gretelise Holm, og hør om hendes erindringsbøger - bestsellere, der er solgt i mere end 30.000 eksemplarer. Mød også forfatteren Iben Mondrup, der med sin selvbiografiske roman 'Godhavn' vandt DR's Romanpris.

Sådan gør du

Begge forfattere sælger og signerer deres bøger på biblioteket.
“Og i sofagrupperne spiser vi kage - og sørger for, at alle interesserede får gode læsetips og inspiration til at dykke ned i fortiden,” lyder det fra bibliotekarerne.
Bager du selv en kage, som du husker den fra din barndom, får du som nævnt adgangsbilletten til halv pris, nemlig 75 kroner. Køb via www.frederciabib.dk.
“Der er lagt op til en uformel eftermiddag. En anderledes litteraturformidling, som vi håber borgerne vil tage godt imod. Det er tanken, at tema-eftermiddage skal være et tilbagevendende koncept.”