Har du en trafiksikker idé?
Mange sønderjyder har gode trafiksikre idéer, der kan være til stor gavn for trafiksikkerheden i Danmark. Men som regel er økonomien en bremseklods for, at idéerne kan realiseres.
Det vil GF Forsikring gerne være med til at lave om på.
"Med GF Trafikpris vil vi hjælpe nogle af de idéer godt på vej. Derfor opfordrer vi sønderjyderne til at sende deres gode idéer ind til os," fortæller Gunnar Hansen, Formand for GF Sønderjylland.
Det er GF Forsikrings Fond, som står bag GF Trafikpris, der nu har åbnet op for ansøgere. Trafikprisen har til formål at støtte lokale trafikprojekter og forbedre trafiksikkerheden i Danmark.
Alle kan søge om støtte
GF Trafikpris støtter trafiksikre initiativer rettet mod en bred vifte af trafikanter - fra bilister og motorcyklister over knallertkørere til cyklister og fodgængere. Alle kan søge lige fra borgergrupper og private initiativtagere til skoler, foreninger og organisationer. Ingen ide er for stor, og intet initiativ er for lille.
"Af tidligere trafikpris modtagere kan jeg nævne et cykelprojekt, der giver internationale studerende mulighed for billigt at leje cykler. Et andet eksempel er en børnehave, der får støtte til at bygge en trafiklegeplads. Vi har også støttet flere projekter, der har haft fokus på ældres trafiksikkerhed," fortæller Gunnar Hansen.
For at komme i betragtning til GF Trafikpris skal man gå ind på www.gftrafiksikker.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af sin idé. Som noget nyt kan man også anbefale en anden til prisen som årets trafik-ildsjæl. GF Trafikpris uddeler årligt ca. 400.000 kr., der bliver fordelt over flere projekter.
"Om man søger 5.000 kr. eller 50.000 kr. er ikke så vigtigt. Det afgørende er idéen bag og evnen til at udføre den i praksis. Idéen skal, udover at have et relevant trafiksikkerhedsmæssigt mål, have et lokalt afsæt med potentiale til større udbredelse," slutter Gunnar Hansen.
Hvordan ansøgninger behandles
Når man har sendt sin ansøgning eller indstillet en anden til GF Trafikpris, bliver henvendelsen sendt videre til en national trafikpriskomite, hvor Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik, er formand. Flere af trafikpriskomiteens medlemmer er aktivt og professionelt beskæftiget inden for områder med direkte relation til færdsel og trafiksikkerhed. Det sikrer en faglig og saglig behandling af alle henvendelser.
Ansøgningsfristen er 9. oktober 2015.