Elitespiller i spidsen for Køges piger
Louise Ringsing, der spiller i Brøndby IF, er blevet træner for pigerne i Køge Boldklub.
Pigerne i Køge Boldklub er startet op med træningen igen efter sommerpausen, og det er med en yderst kompetent person som cheftræner. Det er nemlig lykkedes initiativtageren til pigefodbold i Køge Boldklub, Clay Hansen, at lave aftale med Louise Ringsing om at stå i spidsen for træningen.
Louise Ringsing spiller for de ganske suveræne Brøndby IF, der til daglig huserer i den absolutte top i kvindernes bedste liga, 3F ligaen. Hun har tidligere blandt andet spillet i Strøby, Haslev og Solrød, inden hun rykkede til Brøndby, hvor hun blev Danmarksmester som U18-spiller.
Derefter skiftede hun til Turbine Potsdam, hvor hun spillede på U17 Bundesligaholdet og spillede 70 kampe i alt.
Nu er hun tilbage på kontrakt i Brøndby IF, hvor første år bød på både pokaltitel og sølv i 3F ligaen. I nyligt overståede sæson blev det til både pokaltitel, Danmarksmesterskab og Champions League debut som 17-årig mod selveste Barcelona. Louise Ringsing har også spillet på U-landsholdene fra U16-U19 og har lige debuteret på U23-landsholdet.
Det er således noget af en kapacitet, der nu har det overordnede træner ansvar for pigerne i Køge Boldklub. Pigeholdet træner hver mandag og onsdag klokken 16.30-18.00.